Musikordbogen: Systematisk del

De systematiske afsnit af ordbogen har ikke til hensigt at fungere som lærebog. Man skal ikke kunne læse dem på linje med en ordbogsartikel, og hvis man ikke ved nogetsomhelst om notation eller musikteori, vil man formentlig ikke kunne forstå deres indhold fuldt ud. Ganske vist er der gjort forsøg på at beskrive opbygningen af nodesystemet, skalasystemerne etc. fra grunden, men paragrafferne skal først og fremmest være overbliksartikler, som kan bruges efter henvisning fra de enkelte ordbogsartikler. Derudover vil man, ved at vælge enkelte nodeeksempler ud og læse forklaringen til dem og deres omgivelser, kunne supplere en viden, man allerede har om de enkelte fænomener.

Det systematiske afsnit omfatter følgende paragraffer:

§ 1 om notation forklarer notationssystemet fra grunden, begyndende med linjesystemet over nøgler, fortegn, takttegn, nodernes udseende og nodeværdierne. Skematiske fremstillinger viser oversigter over betegnelserne for noder og fortegn på seks forskellige sprog, og endelig vises et eksempel på et mini-partitur med eksemplificering af de forskellige fagudtryk.

§ 2 om intervallerne gennemgår efter et kort overblik over intervallernes historie intervallerne som abstrakte størrelser, hvorefter de indsættes i nodesystemet og benævnes. Efter en opdeling i to grupper behandles alterationernes indflydelse på intervallerne samt det fænomen, at de kan vendes om. Til sidst vender figur 23 tilbage til intervallernes abstrakte form, og derefter følger et skema med deres betegnelser på forskellige sprog.

§ 3 om kirketonearterne giver ligeledes et kort historisk rids, hvorefter tonearterne opføres i deres traditionelt vedtagne rækkefølge.

§ 4, der omhandler de skalavarianter, som den klassiske vestlige musiktradition bygger på, anlægger en mindre historisk synsvinkel, da paragraffen ellers ville antage unødigt stort omfang. Efter en principiel forklaring på, hvad en skala er, fremlægges det diatoniske system, den ligesvævende temperaturs mulighed for enharmonik og kromatik og opbygningen af dur- og moltonearter samt varianterne fra folkemusik og populærmusik.

§ 5 behandler det traditionelle tonesystems relationer mellem dur- og moltonearterne, illustreret til slut ved forskellige billedlige fremstillinger af kvintcirklen.

§ 6 behandler tre-, fir- og femklange og deres almindelige former, hvorimod kvartklange og andre akkorddannelser, som falder uden for det tonale system, ikke er medtaget. Akkorderne betragtes som isolerede fænomener; harmonilæren og dens stemmeføringsregler nævnes kun i enkelte tilfælde.